Salto Labú

februar 28, 2009

Fredag morgen var det med søvndrukne øjne vi vaklede ud til bilen kl. 6.45, for at komme ud og se den rigtige regnskov i Bosawás.
3/4 dele af besætningen (Anders, Lars og Jacob) var godt gennemrystede efter en køretur fra Granada til Siuna dagen forinden, og da vi blev hængende lidt på terrassen den foregående aften, da Marie skulle høre om vores ture i Stillehavsregionen, var vi ret trætte.
Nå men der tidligt om morgenen bumlede vi så ud ad en grusvej igen mod grønne frodige skove. Vores guide samlede vi op i den lille by Waní og herefter kørte vi en lille times tid, før vi måtte sætte bilen og fortsætte til fods. Landskabet var grønt, frodigt og bakket – det så ud til at de har fået mere regn herude end i Siuna de sidste par måneder. Vi havde da heller ikke gået mere end 20 minutter, før der kom en regnbyge og vi søgte ly på terrassen hos nogle gæstfrie lokale.
Vi kunne heldigvis snart fortsætte igen og der blev krydset floder, vandret langs majsmarker og taget en masse billeder i grønne frodige områder.

Da vi nåede til indgangen til Salto Labú, som det sted hedder, hvor vi kom ind i naturreservatet, blev vi mødt af endnu en guide som havde en stor kurv med små søde bananer som han delte ud af. Han fortalte os at dette sted kun har ca. 10 besøgende om året, så nu behøver der ikke komme nogen de næste 5 måneder ;-)

Snart var vi midt i den grønne jungle og vores nye guide havde taget sin machete med, så han kunne hugge sig vej igennem de steder stien var groet til. Vi gik et godt stykke op ad, men drejede så af fra stigningen og fortsatte ad en anden sti der førte ned til floden. Da vi kom frem holdt vi en lille pause, hvor drikkedunkene blev fyldt med det rene vand fra floden.

Herefter gik vi tilbage langs floden ad meget smalle stier og vi gik meget varsomt her, da det gik meget stejlt nedad, hvis vi trådte ved siden af stien ud mod floden.

Inden længe var vi tilbage og fik en frokost der taget forholdende i betragtning var ganske lækker: Hårdkogte æg, tomater, franskbrød, bananer, peanuts m.m.

Vi havde en rigtig god tur og vi kommer nok sent til at glemme hvor meget vand der faldt fra himlen på hjemvejen den sidste halve time inden vi nåede bilen. Det plaskede ned så alt tøj kunne vrides bagefter. Vi var så våde til sidst, at det var ligegyldigt om vi gik i vandet der strømmede ned ad stierne eller forsøgte at undgå det. Vi købte plastik til bilsæderne for at de ikke skulle blive våde på hjemturen.

Det var dejligt at nyde en Toña på terrassen hjemme i Siuna efter et varmt bad oven på alle strabadserne og de gode oplevelser.

Jacob


Videohilsen fra Siuna

juli 25, 2008

Så har vi leget lidt med mobilens videofunktion og uploadet til YouTube..

Videoen er optaget den 14. juli, hvor vi netop er vendt tilbage fra en tur til Bonanza.. dvs. turen blev ikke til noget, fordi det havde regnet og regnet alt for meget, så det ikke var muligt at passere en flod et sted, hvor en ny bro var ved at blive bygget..

Vejret er dog blevet bedre.. de sidste 4-5 dage har der også været en del sol. Selvom vi savner leverpostejsmadderne og hedebølgen i Danmark (tsk tsk 25 grader..) Så er Siuna en lille perle i junglen på sin helt egen måde.. helt sikkert et besøg værd.