Udfordringer er til for at blive taget op!

Nu er 6 måneder snart passeret, og jeg synes vi har nået en del, selvom rollen som kooperant kan være en svær balancegang til tider. Der er nogle startproblemer som skal overvindes, og der skal tunes nogle samarbejdsevner for at klare de mange opgaver som Ipade har, og det nye interkulturelle fokus, vi skal have  indkorporeret fra min arbejdsprofil. Vi skal jo gerne fungere ved fælles drivkraft, også når gearet er højt og motoren kører paa sit højeste! 

Men indtil nu har vi fået lavet en del teoretiske dokumenter, Luis og jeg med hjælp fra Ventura, som skal ende med at vi laver et solidt forslag til en intern politik for det interkulturelle arbejde i forhold til Ipades demokrati  fokus herude i området. Ideen er at det skal være en politik, som Ipade skal kunne bruge for hele deres arbejde i Nicaragua. Vi har holdt et oplæg for de andre om vores arbejde, og så blev der ved fælles hjælp lagt en lille plan for arbejdet til næste år.

Se billederne her fra vores oplæg

Jairon deler ud af sin viden

Luis fremlægger

Oplæg

Teamet

Marie

Teamet

Jeg har været i gang med at tjekke kommunens budgetter og deres rapporter om udførelsen af projekter, som ikke altid stemmer helt overens. A la vi vedtager ét og men ikke får det gjort! En stor del af Ipades arbejde handler om at folk stiller krav til kommunen om projekter for at sikre de mest basale behov i deres landsbyer, og at de så reelt får de projekter godkendt og udført.

Desværre kan man ikke altid kaste skylden på kommunen, da folk jo også selv har et ansvar for at blive hørt, dvs at de møder op og stiller deres krav. Det er et meget typisk problem i arbejdet for at forbedre demokrati, at folk ikke deltager, simpelthen fordi de ikke har råd. De bor langt ude på landet og lever af deres jord, har ingen eller meget lidt indkomst, og har ikke råd til at rejse ind til Siuna by. Hvem kan overskue at arbejde for demokrati, når maven knurrer og man skal arbejde i marken for at forsørge ens familie?

Alt er jo heller aldrig så simpelt som det ser ud til, kommunen peger jo på at regeringen ikke overfører nok penge til at dække de behov, som borgerne har i de forskellige amter, og at de ikke selv kan indkræve nok skatter til at dække behovene, da mange på landet ikke har nogen indkomst at betale skat af… hmm regnestykket kører rundt i hovedet, og det tager år at forbedre demokrati og skabe udvikling i så fattige lande som Nicaragua.

Selvom der er mange udfordringer, har Ipades arbejde gjort en stor forskel, som du kan læse mere om i et tidligere indlæg CMS Workshop, hvor det afspejles at det langsigtede arbejde for et stærkere demokrati virker!

Marie

På sporet af en indianer

Vi farter land og rige rundt og besøger landsbyer på sporet af en indianer eller oprindelige folk, som det politiske korrekte ord er for Mayangnaerne og Miskitoerne herude i vores autonome del af Nicaragua. Ja nu siger jeg autonome, og med det mener jeg, at vi er bosiddende i den nordøstlige del RAAN, som har en vis selvstændighed fra resten af Nicaragua – ikke at forveksle med danskens forståelse af ordet autonom

Jeg vil spare jer for den lange historie om hvorfor de er selvstændige, men det handler i bund og grund meget om, at folk herude ikke føler sig som en del af “det spanske Nicaragua”, og man taler derfor ofte om at RAAN og RAAS, som er de to selvstaendige dele, er et andet land udenfor Nicaragua. Når man kigger på et kort over landet kan man også se at RAAN og RAAS udgør halvdelen af landet paa den østlige side og det er her vi finder de største indianske befolkningsgrupper, så som Mayangnaer, Miskitoer, Creolere, Garifunas og folk af afrikansk afstamning – ja her hedder de negros – men det er vist ikke helt så politiske korrekt. Dog er der rigtig mange Mestizoer (blanding af indianere og spaniere) at finde mange steder, så som i Siuna.

Så kan man jo undre sig over hvorfor de har sendt os til Siuna, når jeg nu er hyret til at hjælpe til i indianske områder……. ja det spørger vi også os selv om!! De største grupper af indianere i området er i Bonanza og Rosita, og de er Mayangnaer, og dem har vi så været ude at besøge et par gange. Så den står på mange besøg hertil fremover. Måske har MS tænkt at Bonanza bare er lidt for langt ude et sted for to danskere!

Læs mere til hvert billede ved at klikke på dem

Jairon fra Bonanza

Kvinde til workshop

Bådskipperen

Kvinde med barn i Wasakin

Nysgerrig pige

Kvindegruppen

Piger

Fiskerdrengen med sin fangst

Coco Man!!

Ja der er vi derude, hvor der er mudder til knæene og halvanden times gang op og ned af bakker til de små landsbyer, ja i hvert fald den ene gang. De bor ofte i meget utilgængelige områder, og man føler hurtigt at man er kommet lidt længere væk fra civilisationen. Det er fedt – at være helt derude og krydse floder i en lille bitte båd og ikke forstå et ord af hvad de siger. Mange taler noget spansk, men de taler deres eget sprog, hvoraf der findes flere forskellige variationer, og den workshop jeg var med til foregik udelukkende på Mayangna.

I anden runde var Jacob med ude og trave, og der var i det mindste ikke så mudret, og der var en bro over den flod vi skulle krydse! Store sager!! Her fik vi fornøjelsen af at møde nogle hårdtarbejdende kvinder, som kører et projekt, hvor de laver bambus møbler. De var lidt generte i starten, men de tøede langsomt op og fortalte om deres projekter og om hvordan det er svært for dem at få deres møbler ud til hovedvejen som ligger en halv times køretur og en times gåtur fra deres landsby.

Der er ikke så meget business attitude over deres arbejde, men det giver dem i det mindste en alternativ mulighed for at skabe indkomst til familien. Hvad mere vigtigt er, kan man se at deres arbejde er med til at ændre på de traditionelle kønsroller, hvor kvinden normalt er afhængig af manden. Så det er jo nærmest som at slå to fluer med et smæk!!!

Marie