Ind under huden på Nicaragua?

oktober 8, 2008

4 måneder i Nicaragua er snart passeret, og vi er ved at komme ind under huden på landet og befolkningen. Det kræver dog længere tid at lære befolkningens vaner og levestil at kende i detaljer og forstås nok aldrig helt til bunds af andre end nicaraguanerne selv. Blandingen af hverdagshistorierne, små frustrationerne, de finurlige indslag og de sjove, spændende og intense oplevelser udgør det store brogede billedtæppe som er vores Nicaragua, i går, nu og fremover.

En af de intense oplevelser havde jeg forleden, da jeg for første gang bevægede mig som en nål i en høstak gennem de smalle passager på det orientalske marked. Jeg var taget afsted med Elsa fra International Børnesolidaritet for at besøge et børnebibliotek der ligger i hjertet af markedet. Vi mødtes med to bibliotekarer uden for markedet og begav os herefter ind i folkemængeden og virvaret af frugt, grønt, sko, cykler, DVD´er og de tusinder andre sager som man sikkert kan få for en slik, hvis man udfordrer sælgerne. Efter 10-15 minutter nåede vi frem og jeg kan godt undre mig over hvordan de har fået alle de ting ind til biblioteket. det må være mere end besværligt at fragte møbler helt her ind gennem alle de smalle stier vi kom ad.

Biblioteket var en højloftet ladeagtig byging med bølgebliktag, så der var bagende varmt. Der var 10-15 besøgende da vi kom, bl. a. nogle der sad ved borde og tegnede. Her var eventyrfortællehjørne og bøger frit tilgængelige for de mindste, mens de lidt ældre børn skulle spørge bibliotekaren efter bøger til deres niveau. Der var råben fra nabobygningen med unge der boksetrænede. Mange af de besøgende børn arbejder på markedet og kommer forbi med deres varer og tager sig et lille pusterum med bøger eller brætspil, inden de smutter ud igen.

Den kvindelige leder var sprudlende og entusiastisk, som jeg har set børnebibliotekarer derhjemme. Hun var så ivrig at jeg nærmest havde svært ved at få stillet mine spørgsmål. Mange af de materialer og inventar der var, har hun fået gennem især hollandske institutioner der har støttet foretagendet. Lige p.t. er der ingen strøm efter den store brand der var på markedet for lidt over en måned siden. Branden stoppede ca. 30 meter fra biblioteket og jeg er glad for at denne lille oase fik lov at bestå.

Den samme formiddag var jeg et smut forbi SIMAS, som er en organisation der beskæftiger sig med bæredygtig landbrug. Jeg var blevet inviteret af en af de andre MS kooperanter, Kattia Sedó til at se deres bibliotek, og det var et spændende besøg, hvor jeg fik doneret en hel kasse bøger til biblioteket i Siuna :-)