Managua

juni 27, 2008

 

Vi ankom til Managua om aftenen mandag d. 16. juni lokal tid og blev hentet af Marvin, en mand som arbejder på MS-landekontoret. Vi blev kørt direkte til et hotel og gik hurtigt til køjs, da vi var meget trætte efter 24 timer i fly og lufthavne.   

 

Næste morgen blev vi hentet på hotellet og kørt over til Casa Otro Mundo, hvor MS-landekontoret holder til. Her var der morgenkaffe og præsentationsrunde, herefter blev vi vist rundt i huset og på vores vej kom vi forbi to store bogreoler med bøger der trænger til en bibliotekarisk hånd, som alle opfordrede Jacob til at tage sig af. Alle folk er meget søde og hjælpsomme.   

 

Udover Marie er der to andre nye kooperanter (den centralamerikanske betegnelse for Development Worker). Den ene hedder Nelson og skal være i Honduras, den anden hedder Olmedo og han skal også være i Nicaragua.    

 

På trods af træthed og jetlag tog vi med Nelson og Olmedo ud til det hus hvor Olmedo og hans familie bor og fik en let aftensmad og snakkede om ligheder og forskelle mellem Latinamerika og Danmark.   

 

Vi har fået en rigtig god præsentation til MS i Central Amerika af både vores regionale leder, de administrative dele og fra vores DW repræsentant Rikke. Hun arrangerede også en middag for os nye kooperanter fredag aften og vi hyggede os meget og fik noget insider viden om Nicaragua fra en dansk DW´er. 

 

Vi har fået prøvet nationalretten Gallo pinto som er en blanding af stegte bønner og ris, som vi har fået til morgenmad, men her spiser de det på alle tider af døgnet. Det smager nu rigtig godt, så det er jo fjong!