I den efterfølgende uge ser vi Granada og de omkringliggende seværdigheder, Mombacho, Catarina og Laguna de Apoyo. Vi får også et par dage i San Juan del sur og besøger Playa del Coco, hvor det endelig lykkedes at se en havskildpadde. Det har Marie og jeg forsøgt to gange før uden held.  Herefter skal Marie tilbage til Siuna og Thomas og jeg tager et par dage ved stillehavskysten.

Her ved Stillehavet går vi nærmest i gang med et studie af bølgerne… vi er i vandet i timevis og efterhånden som vi lærer dem at kende kan de ikke blive store nok. På Montelimar hvor bliver to nætter prøver vi også Boogieboards og det er en fornøjelse at ride ind på bølgen

Men Thomas skal jo også se det ægte Nicaragua og vi tager derfor den bumlede køretur ud mod Siuna og jeg ved ikke om jeg har advaret ham rigeligt for han tager turen rigtig pænt.  Vi er dog begge ret smadrede da vi endelig holder ud for Ipade kontoret præcis kl. 17.30 hvor Marie har fri.

I Siuna er vi på tur til to floder og ved den ene, Rio Ulli får vi begge en skøn svømmetur. Vandet er på denne årstid meget klart fordi det ikke regner så meget.

Thomas skal med flyveren tilbage til Managua lørdag d. 23. januar om formiddagen for at kunne komme med fly mod DK dagen efter. Men om lørdagen er flyet forsinket og jeg begynder at forberede mig mentalt på en biltur frem og tilbage til Managua hvis det skulle glippe. Det ville ikke være så sjovt og heller ikke for Thomas der har fået den klassiske rejsemave

Heldigvis dukker flyet op kl. 15.00 og det er på et hængende hår at Thomas når at komme med. Jeg når faktisk ikke at få sagt ordentlig farvel til ham da jeg lige skal vende bilen. Jeg må nøjes med at vinke til ham da flyet vender og starter tilløbet til at lette.

Det er 14 rigtig gode dage vi har haft og jeg er glad for at jeg efterhånden har en del venner jeg har delt Nicaragua oplevelser med

Jacob

Denne morgen gik vi til togstationen i Trinidad for at komme på tur med et veterantog ud til nogle gamle sukkermøller som i gamle dage blev drevet af slaver. Jeg sendte min onkel en tanke, han er nemlig en ægte fan af toget og dets historie og det at rejse.

Og det var et prægtigt lokomotiv der holdt der og prustede som en anden trækhest og ventede på at blive fyldt op med passagerer. Vi steg på toget og en mand tjekkede billetter og toget futtede langsomt ud i det smukke landskab. Vi havde heldigvis vejret med os den dag, selvom det jo på disse breddegrader kan blive en kende varmt ;-)

Undervejs kunne vi ikke blive fri for det sædvanlige musikindslag, så vi fik endnu, endnu, endnu, engang “Guantanamera” og “La bamba” etc.. Det var lidt malplaceret her hvor udsigten skulle nydes og togets rumlen skulle være underholdningen, men ja Cuba er jo kendt for musikken og det er altså alle tænkelige steder og med en stor variation i kvaliteten.

Ved endestationen havde vi 2-3 timer til at se området inklusiv et 45 meter højt tårn, inden det gik tilbage mod Trinidad.

Tårnet stod og tronede og hev i mig som en magnet, men jo højere op jeg kom jo mere havde jeg så også lyst til at gå ned igen.. Vokser højdeskræk mon med alderen? Men endelig på toppen måtte jeg jo indrømme at det var det hele værd, her var en fantastisk udsigt.

Tilbage på landjorden gik vi ned til en restaurant som også havde en gammel sukkermølle udstillet så vi kunne se hvordan sådan en har fungeret. Hovedideen er at sukkerrørerene bliver kvast mellem tandhjulene så saften flyder fra. Vi købte også en kop af den friske drik og det smagte herligt.

På hjemturen stoppede toget pludselig lige før vi kom ind i Trinidad og vi blev lidt i tvivl om der var noget galt med det gamle lokomotiv, som nu ellers havde kæmpet bravt.. Der var også et par stykker der begyndte at hoppe af toget og gå det sidste stykke. Men pludselig satte det i gang igen og det kæmpede sig langsomt op ad bakken ind mod byen.

Jacob

Jeg har jo tidligere svømmet med delfiner i Eilat ved det Røde Hav da jeg var på delfinkursus i 1999, og Dolphin Reef som stedet hedder dernede er baseret på delfinernes præmisser og ikke på fodring ved kontakt med mennesker (selvom de dog laver shows hvor de fodrer delfinerne).

På Cuba var historien en helt anden, der var show først, og bagefter svømmede vi 8 mand med to delfiner, som fik kommandoer fra trænerne til at svømme hen til os, saa vi kunne røre ved dem, og de trak og skubbede os rundt i vandet, og vi fik de berømte delfinkys. Altså alt i alt en meget opstillet affære hvad vi også nok havde forventet, men det var alligevel en fed og unik oplevelse, fordi man her får meget close-up tid med delfinerne.

Til stedets forsvar skal siges at delfinerne ikke lever i betonbassiner, men i deres naturlige element, havet, i netadskilte bassiner. Som kritik var de lukket inde i ret små net bassiner, men forhåbentlig fik de adgang til et stort aflukke efter lukketid.

Efter at have prøvet begge dele, synes jeg der er fordele og ulemper ved begge steder og deres form for delfinsvømning. Vi tog det som den oplevelse det var at opleve det fantastiske dyr så tæt på. Her kommer nogle af vores billeder i bedste turist stil!!!

Marie

Herunder er en samling af alle de dollargrin og andre køretøjer vi så på Cuba. Bilerne i gadebilledet er en blanding af disse dollargrin og Lada´er fra det gamle Sovjet og herudover er der også nyere biler – typisk taxaer og udlejningsbiler. I er velkomne til at tilføje bilmærke og model i kommentarfeltet under hvert billede, vi kender nemlig ikke så meget til bilmodellerne.

Jacob

Er man mere landkrabbe er Cuba helt sikkert stadig et besøg værd. Det er spændende at opleve et land der politisk er så forskelligt fra Danmark og for den sags skyld også Nicaragua. Det er forståeligt hvis de lokale gerne vil have at der sker nogle systemændringer, da deres løn er meget ringe og det nærmest er umuligt for dem at tjene ekstra penge på lovlig vis.

Landets musikskoler er cubanerne glade for, de er gratis og de fleste er flasket op med dans og musik fra vuggen, men det er også en levevej for mange… Alle restauranter huser salsabands og hatten går rundt og fyldes langsomt med skillinger i pauserne. Vi måtte hurtigt indse at vi ikke kunne købe alle de cd´ere fra hvert band vi hørte, da der stort set var bands til hvert måltid vi fik, så vi nøjedes ofte med at smide nogle mønter i kurven. Det var især klassikere som: Chan Chan (hør det kendte nummer og se videoen) vi hørte og et andet hit var: Hasta Siempre Commandante (kun lydklip) som er en hyldest til Che Guevara.

Trinidad har hyggelige brostensbelagte gader og en smuk stentrappe med udsigt udover byen ud mod vandet og her samles folk hver aften for at få et par drinks og opleve salsabands live. Det er hovedsageligt turister der samles her, men der er også altid et par lokale charlataner der lokker de udenlandske kvinder ud til en dans. Vi synes at salsaen danses hurtigere her end vi har oplevet det i Nicaragua, de går op i det med liv og sjæl og de er gode til det (i hvert fald de lokale )

Nær Trinidad ligger en strand der hedder playa Ancon og her fik vi vores første cubanske svømmetur. Der var nogle meget varme dage i Trinidad, så det var rart at køle lidt ned ved stranden.

Det andet sted hvor vi nød stranden var i Varadero som er på nordkysten. Der var pakket med hoteller af “All inclusive” slagsen, men her var de flotteste strande jeg mindes at have set.  (den azurblå farve er på niveau med Tulum, Mexico, men vandet var bare endnu klarere).

Vejret var ikke helt fantastisk mens vi var der.. det var faktisk koldt, 20 grader og overskyet flere dage, dog var der solskin og varme på menuen de sidste to dage  Derfor spillede vi en del billard og bordtennis og lidt cykling i motionsrummet blev det også til, mens solen gemte sig.

Jacob

Vi kører videre og ser den ene høje beton boligbygning efter den anden også mere eller mindre faldefærdige, som forener det billede vi allerede har indprentet os på nethinden. Che dukker op i det fjerne da vi kører ind i Havana på en bygning og det bliver ikke sidste gang vi spotter det famøse billede af Che, som nok er verdens mest kendte brand.

Og apropos branding, så har Cuba jo været fænomenale til at sælge landet på deres historie! De har forstået at sælge budskabet om revolutionshelten Che Guevara, rommen Havana Club og Havana cigarerne som en økonomisk vare, og vi kommer hurtigt til at føle hvordan den tankegang også er institutionaliseret i Cubas aktuelle udvikling baseret på turisme efter Murens fald.

Inde i Havana bliver det ret tydeligt at det er cubanere til venstre og turister til højre. Cubanerne kan færdes alle steder og så alligevel ikke. Det viser sig ret hurtigt at cubanerne er forment adgang mange steder, enten pga at det er forbeholdt turister, så som hoteller og internetcafeer (hvilket dog oftest også kun findes på de dyre hoteller) eller simpelthen fordi de ikke har råd.

Personligt mener jeg at det er prisværdigt og med til at skabe en bæredygtig udvikling for et land at basere en stor del af deres udvikling på turisme, men ikke hvis man samtidig afskærer befolkningen fra at få glæde af den udvikling. Vi kunne i hvertfald ikke se at den cubanske befolkning fik meget ud af de enorme ressourcer som turismen bidrager med til landets økonomi, da det ser ud til at overskuddet mest investeres i at gøre turistsektoren endnu større og endnu mere luksuriøs.

Dertil skal det dog siges at nogle cubanere har adgang til at tjene lidt på turisterne selv, især gennem casas particulares, som er en privat indkvartering i deres hjem, hvoraf de betaler en afgift til staten. Men flere af dem vi boede hos, mente dog at landet har brug for ændringer, da det kommunistiske styre begrænser den økonomiske udvikling, og når der så undslipper historier om embedsmisbrug af statens penge, og begrænsningen af ytringsfriheden og menneskerettighedsovergreb, så forstår man godt at den almindelige cubaner er træt af den kommunistiske retorik og den virklighed de er tvunget til at leve i. Inden vi tog afsted til Cuba faldt vi over denne blog Y Generation (på engelsk) som beskriver en helt anden frustreret side af Cuba, som vi kun fik set glimt af ved at snakke med cubanerne.

Som turist er det nogle af de indtryk vi indprenter os, men på den positive side er der umiddelbart visse fordele ved dette styre. Vi lægger især mærke til at der ikke er børn som går rundt uden sko, hvilket normalt er en god indikator for fattigdom, og selv om vi nogle gange møder gamle tiggende kvinder i den største turisthandels gade i Havana og i Trinidad, så virker det mest som et salgstrick, mere end en overlevelsesstrategi. Derfor får vi indtrykket at der er mere hjælp at hente hos staten og derfor virker den ekstreme fattigdom ikke så udtalt som i Nicaragua.

Marie

Netforbindelser er svære at støve op, de er lige så dyre som i Danmark og er langsommere end vores linje i Siuna, så derfor er det småt med vores indlæg fra Cuba.

Cuba ligner på mange måder det Nicaragua vi er kommet til at kende, men er alligevel også meget anderledes.

Vores førstehåndsindtryk er at uligheden er større i Nicaragua end her på Cuba, hvilket på det område giver et plus til det kommunistiske system. Meeen dertil skal det siges at de familier vi har boet hos privat indkvarteret håber på forandringer, da de får meget lave lønninger gennem staten. Der hvor vi bor nu tjener konen i huset ca. 150 danske kroner om måneden.
Vi har svært ved som turister at gennemskue hvad de lokale priser er, da Cuba har indført en turistvaluta som vi betaler stort set alle varer og ydelser i, mens cubanerne handler i deres egen valuta, pesos cubanos, hvor varerne er meget billigere, men udvalget dækker kun de mest basale behov.

På trods af den skarpe opdeling mellem turister og cubanere er det et dejligt og sikkert land at rejse i og vi nyder det.
Imorgen tager vi til Havana og holder nytår, og vi vender tilbage med billeder og flere indlæg om Cuba i januar.

Vi håber alle har haft en god jul og vi har lidt misundt sneen, men har jo også  haft sol og lidt varmt vejr, så vi klager heller ikke!!

Viva Cuba!!!

Godt nytår til jer alle derhjemme og ude i verden!!!

Marie & Jacob

En lørdag kom vi så endelig afsted, Omar, Marie og  jeg  og herudover fik vi også selskab af Ninoskas datter Javiera. Tre drager tog vi med og de kom alle op at flyve selvom vi godt kunne have brugt lidt mere vind, men så var der jo ikke andet for end at løbe dem i gang.

Jacob

Ligesom sidste år var der danse, poesi, sang og andre konkurrencer hvor børnene kunne vinde præmier og alle organisationerne havde lavet udstillinger om vand og andre sundhedstemaer som de arbejder med i det daglige. Der var også en organisation som fortalte om forebyggelse af og hjælp ved katastrofer og der var en demonstration fra civilforsvaret herude som viste hvordan de kunne redde folk over oversvømmede floder og lignende forhindringer via wirer.

Det er jo ikke mere end en måneds tid siden at orkanen Ida passerede henover det centralamerikanske og selvom Siuna kun blev ramt af to dages omfattende regn var der store problemer med oversvømmelser i andre dele af de to caribiske regioner.

Fra Ipade fik vi i sidste øjeblik fundet ud af hvordan vi kunne vise YouTube videoer om vand i vores stand. Det kan lade sig gøre fordi der er net i hele byen, som man få adgang til trådløst, når man har en usb som giver adgang via mobilnettet… og det virkede sgu!!! Saa vi fandt sjove små animerede videoer som børnene syntes var sjove at kigge på.

Det er vildt at tænke på at selv om der er så mange ting der ikke fungerer herude, kan man få trådløst net via mobilnettet (når altså det fungerer), mens en basal ting som rent vand er en mangelvare for alle.  

Dagen blev afsluttet med piñata og selvfølgelig kåring af vinderne af alle konkurrencerne.

Marie

Til sidst var der kage – uuuhhh den var god og den var så stor at der var et stort stykke til alle mand.

Efter fødselsdagen fik jeg et slag bordtennis med den anden nabos søn Tupac. Det er dem der driver en købmandshandel. Der er utroligt hvor optaget man kan blive af en lille bold, to bat og et bord!! Vi var jævnbyrdige, så vi havde nogle rigtig gode dueller.

Julen nærmer sig også i Siuna – det kan man høre på bragene der startede allerede i begyndelsen af november. Det skyldes krudtbiksen der er tæt på søen. Kanonslag er noget der følger med når julen nærmer sig herovre.

Jacob