Vand – kilden til alt liv

november 29, 2009

Her sidst i november afholdt  organisationer som arbejder i Siuna den 5. udstilling om vand primært for børn. En del organisationer herude arbejder direkte med børn og IPADE er ingen undtagelse. “La Profe” eller Ventura som leder Ipades uddannelses projekt i landsbyer i Siuna arbejder sammen med andre organisationer som også har fokus på børns vilkår, og de er derfor selvskrevne foregangsfolk til denne event.

Ligesom sidste år var der danse, poesi, sang og andre konkurrencer hvor børnene kunne vinde præmier og alle organisationerne havde lavet udstillinger om vand og andre sundhedstemaer som de arbejder med i det daglige. Der var også en organisation som fortalte om forebyggelse af og hjælp ved katastrofer og der var en demonstration fra civilforsvaret herude som viste hvordan de kunne redde folk over oversvømmede floder og lignende forhindringer via wirer.

Det er jo ikke mere end en måneds tid siden at orkanen Ida passerede henover det centralamerikanske og selvom Siuna kun blev ramt af to dages omfattende regn var der store problemer med oversvømmelser i andre dele af de to caribiske regioner.

Fra Ipade fik vi i sidste øjeblik fundet ud af hvordan vi kunne vise YouTube videoer om vand i vores stand. Det kan lade sig gøre fordi der er net i hele byen, som man få adgang til trådløst, når man har en usb som giver adgang via mobilnettet… og det virkede sgu!!! Saa vi fandt sjove små animerede videoer som børnene syntes var sjove at kigge på.

Det er vildt at tænke på at selv om der er så mange ting der ikke fungerer herude, kan man få trådløst net via mobilnettet (når altså det fungerer), mens en basal ting som rent vand er en mangelvare for alle.  

Dagen blev afsluttet med piñata og selvfølgelig kåring af vinderne af alle konkurrencerne.

Marie


Omars fødselsdag

november 28, 2009

Naboens søn Omar havde fødselsdag i denne uge og er nu 6 år, det er en af Maries kollegaers søn. Vi var inviteret med til hans fødselsdagsfest sidste weekend, og det var en meget gennemført begivenhed hvor der var sørget for det hele. Vi var nok 30 mennesker ialt og der var flest børn.  Vi fik mad og drikke i rigelige mængder og der blev afholdt Piñata for børnene. Det er en slags katten af tønden for børn og tønden er et eller andet dyr eller en figur lavet i papmagé som er fyldt med slik.

Til sidst var der kage – uuuhhh den var god og den var så stor at der var et stort stykke til alle mand.

Efter fødselsdagen fik jeg et slag bordtennis med den anden nabos søn Tupac. Det er dem der driver en købmandshandel. Der er utroligt hvor optaget man kan blive af en lille bold, to bat og et bord!! Vi var jævnbyrdige, så vi havde nogle rigtig gode dueller.

Julen nærmer sig også i Siuna – det kan man høre på bragene der startede allerede i begyndelsen af november. Det skyldes krudtbiksen der er tæt på søen. Kanonslag er noget der følger med når julen nærmer sig herovre.

Jacob


Flere historier om dyr!

november 24, 2009

Vi har fået en opfordring fra Roben & Knud… De synes ikke vi skriver nok dyreindlæg, så det har vi gjort noget ved nu!

En enkelt gang har jeg set en grøn regnskovsfrø – jeg ved faktisk ikke hvad den hedder, men det er den som man typisk har set i National Geographic. Den er overvejende grøn og har store orange øjne med sorte pupiller og så er den blå på underkroppen. Den er rigtig flot og for mig symbolet på det tropiske dyreliv og dets mysterier.. En aften hvor vi skulle grille sad der en frø der lignede dens farvestrålende tropiske fætter… eller måske var det dens kone? den var nemlig  mindre farvestrålende som hunner i naturen nogle gange er, men ellers mindede den meget om den førnævnte.


Den grønne larve huserede på skaftet på et af vores rengøringsredskaber. Da jeg så den larve fik jeg straks associatoner til Ringenes Herre… Se lige dens pansrede brynje og det faretruende gevir – alle gode kræfter må samle sig for at kunne nedbryde den onde fyrste…

En lørdag formiddag gik vi forbi der hvor vores udlejere bor. De driver en slags dyrelægeforretning og har en stor glasdisk tæt på indgangen til forretningen. De vinkede os over da de ville vise os en lille tigerkilling de havde der i disken. Det er faktisk en lidt sørgelig historie, og det er også ulovligt at have dem i fangenskab. Ejerne fortalte historien således. En mand fra Mayagnastammen var kommet ned i forretningen med den lille tigerkilling og forklarede at han havde en bror der var kommet galt afsted med sin arm, som nok var brækket og han ville derfor høre om han kunne sælge den lille tiger. Javier som ejeren hedder forklarede at den slags jo er ulovligt og at den bør sættes ud igen men han endte alligevel med at give manden et mindre pengebeløb for at hjælpe ham og vil så selv sætte tigeren ud i regnskoven igen.

Jacob


Dragedag

november 23, 2009

Jeg spredte budskabet om en eftermiddag med dragebygning på folkebiblioteket onsdag d. 18. november og da dagen oprandt var der da også flere børn jeg stødte på om formiddagen som spurgte om det blev til noget med dragebyggeriet, hvilket jeg så kunne bekræfte.

Kl. 14.00 var jeg da også klar ved biblioteket, men der kom bare ingen bibliotekar og åbnede efter frokostpausen. Jeg synes nu ikke at det skulle ødelægge vores planlagte arrangement, så jeg satte mig ude foran det aflåste bibliotek med de 5-6 børn der dukkede op og byggede nogle fine drager ved navn “Kiskee Dee” eller kampdrager. Her er opskriften


Minus strøm!

november 10, 2009

Tingene går lidt i stå når der er to dage i træk med strømsvigt indtil kl. 13.00.. Jeg var smuttet en tur ud på universitetet og heller ingen strøm her. Det er da spøjst at de så ikke tænder for generatoren!! Nu var jeg kommet herud så jeg spurgte derfor om der var andet jeg kunne hjælpe dem med?? – Men nej de havde vist ikke lyst til at overgive klassificering udfra Deweys decimalsystem til mig.. og det havde jeg det egentlig også fint med ;-)  Men heldigvis var der nogle stakke bøger der skulle fotograferes til årets sidste liste med bibliotekets nye indgåede bøger.

Inden længe skal jeg hjælpe bibliotekarerne herude med at bruge WordPress så de kan videreføre bloggen når vi er taget tilbage til Danmark. Jeg håber på godt vejr den dag (ellers virker nettet ikke særlig stabilt) der skal også helst være strøm (ellers så virker nettet sjovt nok heller ikke)
Bibliotekarerne er i hvert fald motiverede, så jeg krydser fingre for at nettet virker den dag!

Jacob