Ole og Merle på visit

N.B. Billeder nederst!
Efter påske fik vi besøg af Ole, jeg har læst på biblioteksskolen sammen med, og hans kæreste Merle. De sagde allerede da vi tog afsted fra Danmark, at de ville komme over at besøge os og  ja, tiden er fløjet afsted og pludselig stod jeg der i lufthavnen og viftede med et papir med deres navne og danske flag, mens de kom gående med deres rygsække glade for at være nået til målet.

De fik deres bagage og vi kørte i vores lånebil mod centrum til Hotel Mozonte, hvor vi var installeret, mens vores egen Donkey er til reparation. Det var skønt at høre lidt nyt hjemmefra og ikke mindst få slik og danske blade og vores nye VISA kort

Herefter gik vi over på MS kontoret, så de kunne se hvor Marie arbejder når vi er i Managua, hvor de også hilste på Katrine som er startet på en halvårs kontrakt og som vi spiste ude i byen med dagen inden.

Dagen efter kørte Ole, Merle og jeg sydpå mod Granada og så Catarina og Laguna de Apoyo og da vi kom tilbage var bilen klar og vi kørte atter mod Granada for at holde weekend der, inden den lange køretur mod Siuna.

Det var en dejlig weekend med tur til Mombacho og besøg på Café Nuit, hvor vi livemusik og smagte Flor de Caña Og der var også en dag til at slentre rundt og kigge på byen.

Turen til Siuna gik også fint, ingen punkteringer og bilen kører faktisk bedre nu.. Måske har de skiftet støddæmperne?? Vi summede og rystede nu alligevel de første timer efter ankomsten og faldt først rigtig ned efter en tår øl og et måltid mad på en restarant i nærheden af Ipade som åbnede december 2008. Vi bestilte “res jalapeño”, oksefilet med chilisovs, men tjeneren kom med kylling i stedet for og det smagte faktisk rigtig godt. Tjeneren foreslog nu også kylling da vi bad om oksekød men vi holdt fast i oksekødet.. måske havde de ikke mere oksekød?? Nå men vi blev mætte

Tilbage til La Casa og her blev jeg forkælet med flere gaver: bøger om Nicaragua og jaaaaaa en guitar tuner og en dvd med øvelser, så Ole og jeg (og vores imaginære forsanger Torben) gik straks i gang med spaden og klimprede løs.

Dagen efter gik vi rundt i byen og var et smut forbi folkebiblioteket, hvor jeg fik at vide at den nys ansatte kvinde var blevet fyret pga. manglende budget.. Jeg synes nu nok man burde have kigget ordentlig på budgettet inden ansættelsen, men det kan også være en historie og der kan måske lægge andre grunde bag fyringen..?

I de sidste par dage inden Ole og Merle skulle videre, var vi bla. en tur i Waní (nabobyen) som har en flod vi ville bade i. Det var dog temmelig lavvandet og Merle blev stukket lige midt på næsen af et insekt   så efter et kort dyp gik det hjemad. På hjemvejen var vi forbi tyrefægterarenaen, hvor der var nogle børn der legede.

Den sidste dag tog Ole, Merle og jeg til Wai la Was. Det er en kæmpe klippe 8 km uden for Siuna ikke så langt fra vejen der  fører mod Managua. Vi havde fundet en guide der dagen for inden havde indvilliget i at tage os med derud. Det viste sig dog at han ikke rigtig kendte vejen så godt og vidst heller ikke havde været der.. Vi fandt dog klippen, men kom ikke det sidste stykke op til flagermushulerne. Vi havde nu en god tur alligevel, selvom jeg fra morgenstunden var småsyg og til sidst måtte give fortabt.. jeg var helt mat og afkræftet i heden. Vi var derfor hjemme igen til middag og samlede Marie op på vej til middagspause. jeg skyndte mig på hovedet i seng, mens Ole og Merle tog på udflugt til søen efter frokosten.

Om aftenen tog vi igen på den samme restaurant vi havde været på tidligere og fik igen kylling a la jalapeño og jeg havde det heldigvis bedre igen efter en god lur. Efter middagen var der nogle lokale der gerne ville sludre lidt og selvom to af dem var lettere beduggede var det faktisk meget sjovt og Ole og Merle fik så også snakket lidt med de lokale ved hjælp af lidt spanske gloser og engelsk.

Næste dag satte jeg dem på flyveren mod Managua sent om formiddagen og inden da fik vi lige vist et par dansetrin fra costeña musikken (musikstilen fra østkysten) på restauranten ved siden af pistaen. Restaurantmutteren svingede med dansebenene og rystede røven på imponerende vis. Merle prøvede sig også lidt frem og det var heller ikke så ringe endda.

Ole og Merle er stadig på farten her i Nicaragua: León, stillehavet og Granada igen indtil d. 4. maj, hvorefter turen går til New York i 10 dage og derefter hjem til DK. Vi håber i oplever en masse på resten af jeres tur og tak for alle gaver og hjælp med VISA kort osv

Ferskvandslagune

Doña Conchis

Håndtegn

Feeest

Nuit

Quesillos

Udsigt Mombacho

I den grønne cloud forest

Canopy

Ud i det blå

Mere svæveri

Rød sandklippe

Mand i floden

Güierilas

Så er der serveret

GuitarOle

Siesta i hængekøjen

Ansigt i palmebladet

To slags kørertøjer

Markedsgaden i Siuna

Pepsi pause

Tobenet tyr

Træf på terrassen

Wai la Was

Jacob

Er du klar over at…..

- når man går forbi nogen og vil hilse  i Siuna siger man adios, uden s´et vel at mærke, hvilket vil svare til at sige farvel, når man egentlig siger “hej med dig” i forbifarten!

- man kan se den grøn-orange-blå tropefrø, som man ser i National Geographic herude i Siuna!

- man skal holde fast i sine drikkevarer på en restaurant, ellers kan de finde på at løbe med bundsjatten her i nicaragua.

- man ikke skal tage det for gode varer herovre, når de siger de ikke har noget i en butik, fordi øjeblikket efter kan man finde det på den næste hylde!

- vi også har firben indendørs

- vi har fint trådløst internet, men ikke engang kan købe sprinklervæske (siger de da mange steder, men det skal man jo ikke altid tage for gode varer)

- vi ikke har oplevet en hel måned uden regn, heller ikke i den såkaldte tøre sommer

- hvis man skal holde en fest i Siuna skal man ifølge takt og tone servere både mad og drikke for alle gæster personligt, og hvis man løber tør for noget må man ud og finde det!

- der mange steder er en stærk opdeling af arbejdsområder, nogle har ansvaret for ét og andre for en anden ting, og de kender ikke så meget til hinandens område. Det betyder ofte lang ventetid, fordi du fx i en butik først får tingen af en person, derefter skal man bede om en bon ved en anden, og så hen til en tredje for at betale. :-

- mange folk i Siuna allerede går i seng kl. 8, og står op kl. 4-5 stykker og mange ikke en gang ejer en seng, men sover i hængekøje.

- det tog os ni måneder at få vores hængekøje op med hjælp fra Danmark, men vi er jo også de heldige ejere af en seng..

 - vi ikke fik høns, fordi vi havde nok i naboernes eller hele kvarterets hanegaleri. Vi vil have indført haneforbud i barrio Mosquiton snart!

- at vores lys blinker af og til når det er slukket……

- Tuani betyder cool på nicaraguansk

- der er insekter lige nu herude som lyder som en motor der starter op

- at det tager 7-8 timer at køre fra Managua til Siuna, vel og mærke hvis man ingen uheld har. Der er kun tale om 320 km!

- man ryster de næste 3 timer efter den tur!

- det kommer til at tage 20 år at lave en god vej til Siuna med den hastighed det foregår lige pt.

- vi sådan cirkus har taget 20 baljebade siden vi kom.

- det faktisk er muligt at skrive kommentarer til denne blog lige under indlægget

Marie og Jacob

Semana Santa – og det er ikke julemanden!

Påskedagene tilbragte vi i San Juan del Sur og det var der så også rigtig mange nicaraguanere der gjorde. Det er en stor højtid for dem og de strømmer ud til Stillehavskysten. Der blev spillet mariachi og marimba til den helt store guldmedalje på restauranterne, så der var musik til alle måltiderne og et mylder af mennesker. Langs stranden var der stor aktivitet, og der blev spillet fodbold, beach volley, surfet og hoppet i bølgen blå.

En af dagene tog vi en gåtur op til en Jesus-statue, der var ved at blive opført. Det mindede lidt om Jesus statuen i Rio, fordi den også er placeret på en høj med udsigt til vandet. Vi fulgte også påske processioner fra balkonen, hvor vi boede. De var ikke så store som vi har set andre katolske steder i verden, men de var der da. Sjovt at se det meget symbolske religiøse element, overfor den party stemning der herskede alle andre steder i byen.

En anden dag var vi ude ved Playa Coco tæt på hvor vi fik stjålet vores penge. Der ligger et reservatet, La Flor, hvor der kommer skildpadder op for at lægge æg, og de er indenfor det sidste årti blevet fredet. Derfor er det nu et reservat og der går vagter om aftenen og holder udkig efter ægsamler-krybskytter-agtige folk. Vi var der udenfor sæsonen, som er mellem juli og januar, og derfor så vi heller ingen skildpadder. En anden kooperant, Thomas, som er i Guatemala kom her sidste år paa samme tid og var så heldig at se tusindvis, så det kan ske off-season! Vi må nok hellere prøve engang i sæsonen. Men stranden var fed og var en slags bugt, som i den ene ende havde klippestykker vi kunne gå ud på. Det så ud til at være flere lag gamle klippe, som var presset sammen.

Ellers blev der spist lækre fisk, drukket rom - Flor de Caña og danset bachata og salsa på gaden ved en lille gadebar opstillet i påskens anledning. Det bliver man vel aldrig for gammel til…?

Den sidste dag var vi lige et smut forbi reservatet Chocoyero, som ligger ca en time fra Managua. Det er også bedre kendt for papegøjeklippen, hvor der hundredevis af papegøje par. Disse papegøjer lever med deres mage gennem hele livet og hvis den ene dør, lever den anden alene. Derfor bliver de kaldt lovebirds. Det er sgu da kærlighed!!

Gul(d)træ

I palmetræets skygge

Havet raser

Kan man få nok af de her udsigter?

SacuanJoche

Marmor?

La Flor

Påske procession

Røgelseskar

Venter på bruschetta..

Bruschetta

Matador

Det er op´af bakke

Chocoyero

Congo abe

Marie og Jacob

Et uheld kommer sjældent alene

Endelig blev det påskeferie og efter at have været halvanden måned i Siuna, var vi klar til at tage på eventyr ud til Stillehavskysten. Men ak, allerede da vi havde kørt omkring 1 times tid ud af de bumlede og hullede grusveje, fik vi selvfølgelig en punktering. Det er sket et par gange før for os, men det har været steder hvor vi kunne få hjælp til at skifte hjulet. Så heldige var vi ikke denne gang og vi gik derfor selv i gang med dunkraften. Det gik faktisk meget nemt, så nu ved vi at vi kan klare det

Næste problem var så at bilen “raslede” – så var den gal med noget ude foran, ja ved ikke hvad det hedder, vi har jo ikke så meget forstand på biler, men ved næste pitstop i den nærmeste by fik vi det tjekket, og det viste sig at der var noget der skulle svejses, og vi fik et par strips sat på noget andet, så Donkey trucken kunne klare resten af turen på grusvej…. Den rystede dog stadig i frigear og ja nu er den altså til reparation! Det siger måske lidt om grusvejens tilstand, det hopper og bumler rundt hele tiden og det tager 3 en halv time at køre de 110 km på grusvej.

Nå men vi kommer videre og kører sydpå til et sted som hedder Parque el Coco syd for San Juan del Sur, hvor vi selv synes vi er fantastisk heldige at leje det sejeste strandhus med pool 20 meter fra Stillehavet.. Det er så her vores tredje problem kommer ind i billedet. Vi får stjålet alle vores feriepenge i løbet af aftenen eller natten. Så den næste dag går med politianmeldelse og afhøringer. For at gøre en meget lang historie kort, så ender vi med at tage videre til Managua dagen efter, hvor MS har depositeret os et lån for at vi fortsat kan holde ferie. Det er surt, men vi kan intet gøre, og vi bestemmer os alligevel for at holde resten af ferien i San Juan del Sur, og det er rigtig hyggeligt.

Den skal bare ha´en 12-7´er

En skrue løs?

Give it up for my main man!

Strandudsigten

Soppebassinet

Badedyrene

Strandløven

Jep, strandløvens mage

Barhygge

Lyset er fantastisk

Hanekamsfætterfugl

Haribo den er go´

Chocoyo

Scorpio

Pling

Marie og Jacob

Malerhjerne..

Folekebiblioteket er blevet malet – ja du læste rigtig nok, det er rent faktisk sket nu… men ja selvfølgelig med forbehold, for der var jo ikke nok hvid maling til indvendigt, men det kan da være det kommer inden for det næste halve år, hvem ved?

Så bliver der malet

Grøøøønt

Mere maleri

Cikade

Reol

Den bedste julegave

Vi var endnu en tur ved floden for at hente vand til at vaske væggene med, de var jo blevet støvede i de mellemlæggende måneder og nabokonen stod også og manglede vand, så hun fik en tøndefuld med og det vakte glæde.

Jeg har fundet et strategisk godt tidspunkt at ankomme på rådhuset, altså i forhold til at få tildelt nogle arbejdsmænd til at komme forbi biblioteket, når der er brug for det, f.eks. her mens der blev malet. Omkring 8-tiden om morgenen uddelegerer chefen rådhusarbejderne til kommunens forskellige opgaver, så jeg troppede op på dette tidspunkt de to dage der skulle males og fik tre mand den ene dag (hvor vi hentede vand) og to mand til at male den næste dag. De to mænd dukkede faktisk selv op den tredje dag, selvfølgelig pr. ordre fra chefen og det sidste blev malet færdigt – ja selvfølgelig bortset fra det sidste indvendigt.. Pengene hænger ikke på træerne til den slags og farvevalget afhang også af hvad de nu havde på rådhuset. Det blev derfor irgrønt udvendigt

Men det er nu blevet meget pænt og jeg er så glad for at det endelig er blevet malet. Folk er også så småt begyndt at komme igen, men jeg savner lidt flere glade børn der hygger sig med puslespil og farveri – håber de kommer snart, men ellers må jeg rundt og reklamere lidt på skolerne.

Jacob