N.B. se billeder nederst!
Sommeren er kommet til Siuna og med den, er det også tid til den store årlige tilbagevendende begivenhed – turen til Saslaya med Padre Theodoro. Denne præst er oprindelig fra USA, men har boet i Nicaragua i mange år og har siden 1970 besteget dette svært tilgængelige bjerg i reservatet Bosawás hvert eneste år, undtaget 1985-1990 hvor det ikke var muligt at foretage turen pga. borgerkrigen. I øvrigt er denne præst en sej ældre herre på minimum 70 år. I kan se ham her på den nicaraguanske netavis La Prensa.
Jeg mødte præsten ude på Siunas universitet i februar og tilmeldte mig turen, da jeg simpelthen måtte opleve det på egen krop efter at have hørt alle de historier fra alle sider og kanter her i byen. Det skulle være en rigtig hård tur ifølge rygterne så jeg var lidt spændt på om jeg nu var klar til det og hvad jeg skulle medbringe.
Turen er gratis, men man skal selv medbringe sin egen mad og vandflasker som kan fyldes via naturens egen vandhane undervejs.
Da dagen oprandt og rygsækken stod pakket, var den nu alligevel blevet meget tung (ca 10 kg) og da vi næste morgen stod i den lille landsby Hormiguero blev der da også grinet lidt af skægget af deltager nr. 21, “el gringo” som de andre mente havde en temmelig stor og tung rygsæk. Dog slap jeg for at bære den de første 15-20 km i fladt terræn, da vores nabo som også var med på turen havde lejet heste til at fragte bagagen indtil de ikke kunne klare terrænet længere. Det fortæller også ganske godt hvad det var for et terræn vi kom frem til: smalle stier som var svært tilgængelige og stejle og væltede træer fra orkanerne Mitch og Felix. Det var hårdt ad H.. til og jeg følte mig som en skildpadde med sit skjold, når jeg måtte ned på alle fire under de store tykke træstammer – ja, det gik ret langsomt. Sådan kæmpede vi os frem i syv timer efter at have sagt farvel til de kære heste som havde båret vores bagage på de flade stykke de første 4,5 timer.
Gruppen på 21 mand blev også delt op efter vi selv skulle bære bagagen og jeg havde egentlig tænkt at jeg ville tage den milde udgave af turen sammen med præsten, der skulle tilbage til civilisationen allerede dagen efter. Men da jeg stod der for foden af bjerget og skulle vælge var det jo med forholdsvis friske kræfter og jeg ville gerne så tæt på toppen som muligt og tænkte også at madrationerne kunne række. Så opad gik vi med pauser undervejs og et fantastisk skue af plante og dyreliv i Central Amerikas største naturreservat – wouw det var fedt, men ja, også hårdt!
Kl. 17.00 nåede vi frem til det sted hvor vi skulle overnatte. Lige i nærheden var en lille brusende å med frisk drikkeligt vand, så vi skyndte os ned med de tømte flasker og fik fyldt op med nye drikkeforsyninger. Herefter blev der slået “telte” op, ja det var klaret med reb og sort plastik. Jeg havde ellers forberedt mig på at skulle ligge helt i det fri, evt. i en hængekøje, men da de første dråber regn begyndte at falde og der kom tilbud om at få tag over hovedet, tøvede jeg ikke et sekund 
Det regner næsten altid på Saslaya også uden for regnsæsonen og det her var heller ingen undtagelse, det regnede begge nætter vi sov her. Til gengæld slap vi for regnvejr om dagen, så heldigvis ingen sjaskvådt tøj.
Lyset forsvinder helt ved 18.30 tiden og så går man til køjs selvom det er lidt svært at falde i søvn på det tidspunkt. Men kulden (10-15 grader) og de larmende regndråber vækkede mig også jævnligt og jeg stod senest op kl. 5.30 alle dagene.
Lejren vi overnattede i lå ca. 2 ½ time fra den øverste top af Saslaya og næste morgen drog en ekspedition afsted kl. 8.00 for at placere et dokument med navnene på alle deltagerne. Er man nået op til lejrpladsen er det nok til at få sit navn med på listen, så 15 mand blev skrevet på og afsted gik det for dem der havde ordentlig fodtøj. Der er meget glat og der skulle kravles og klatres med reb og hiv og sving. Med mine alt for glatte kondisko valgte jeg at holde stand i lejren, hvilket jeg også blev rådet til af de ældste og garvede bjergtrekkere. Jeg gik dog med en af deltagerne op til et udsigtspunkt og fik suset af moder natur fra oven. På nedstigningen til lejren var jeg dog alligevel uheldig og kom til skade med mit venstre knæ (en gammel skade sprang op, da jeg gled). Jeg måtte kure resten af vejen på bagen ned ad den jordede sti da jeg ikke kunne støtte på benet. I hængekøjen tilbage i lejren håbede jeg at jeg kunne støtte på benet den næste dag, så jeg kunne komme tilbage til civilisationen..?? Og Heldigvis var det samme eftermiddag allerede blevet bedre, så mine forhåbninger steg. Næste morgen var det blevet endnu bedre og med henholdsvis Juan og Carlos for og bag mig og en stok som støtte var jeg i gode hænder ved de lidt stejlere nedstigninger. På turen har folkene i det hele taget været utrolig hjælpsomme og imødekommende 
Det var selvfølgelig en meget hård nedtur, da jeg sparede det venstre knæ og var forsigtig-haltepeter på nedstigningerne, men jeg er da helt sikker på at knæet har det fint, for ellers ville jeg ikke have kunnet klare denne tur og her et par dage efter har jeg ingen smerter.
På det sidste stykke inden Hormiguero mødte vi en mand jeg kunne leje en hest af og det var nu rart at hvile kroppen lidt, inden vi endelig kom frem, selvom jeg ikke er så vant til at side på hesteryg
Det har været en helt fantastisk tur på trods af de forskellige strabadser der opstod undervejs.
-
- Abe i træet
-
- Landsby
-
- Stien bliver smallere
-
- Kæmpe træ
-
- Lorena
-
- Til vejrs i pausen
-
- La Pelota
-
- “Telt”
-
- Indenfor i hytten
-
- Knægtene
-
- Komfuret
-
- Carlos og Juan
-
- Nysgerrig kolibri
-
- View
-
- Regnskovstræ
-
- Hvide blomster
-
- Snart til hest
-
- Saslaya
-
- Nu til hest
Jacob
Skrevet af destinacionmundo 
Skrevet af destinacionmundo 
Skrevet af destinacionmundo 
