Livet i en kokosnøddeskal

november 22, 2008

I dag har været en hjemmedag, da der ikke er aktivitet på folkebiblioteket. Det er stadig lukket fordi det skal males og som jeg tidligere har skrevet er loftspladerne også revet ned, og vi venter nu på at gå i gang med at male. Men planlægning er anderledes herovre, man kan godt lukke et bibliotek og lade måneder passere uden at bekymre sig om borgerne der søger informationer. Det kan godt føles lidt frustrerende, når man som dansker er vant til at tingene kører derudaf i det hjemlige biblioteksvæsen. Nu er det godt nok en beskeden samling på 800 bøger, men alligevel burde det planlægges så lukkeperioden er så kort som mulig. Jeg havde fået samlet en fast skare af børn der besøgte biblioteket dagligt, men de må desværre vente tålmodigt endnu. Som kompensation har jeg lavet en aftale med nogle af dem om at mødes på mandag ved canchaen (en overdækket basketball bane). Vi skal læse HC Andersen da vi har købt har købt en antologi med hans eventyr.

I mellemtiden har jeg fået kontakt med en spansk lærerinde fra universitet i byen, Brunhilda Campo, som gerne vil lære mere engelsk og det bytter vi lige over med, at jeg gerne vil øve og forbedre mit spanske. Det er et ganske givende samarbejde vi har fået startet op og en god måde at lære nye mennesker at kende på idet, jeg har mødt flere af hendes bekendte på ture rundt i byen.

Jeg har også stiftet bekendskab med Mayaprofetierne, da Brunhilda er lidt spirituelt interesseret. Vi har læst 7-8 sider om 7 profetier der blev nedskrevet for omkring 2000 år siden. Mayarne var meget langt fremme hvad angår astronomi, fysik og matematik og de har altså også haft en mening om fremtiden. I følge teksterne ændrer klimaet sig dramatisk i perioden 2000-2012 og mennesket er nødt til at indse at det ikke kan klare sig alene, men skal acceptere at vi alle forener vores kræfter i fællesskab, mod en bedre verden. Min lærerinde tror at det vil ske i løbet af de næste fire år, men jeg er ikke sikker på at dette budskab når ud til alle hjørner og afkroge af kloden, og selv om det gjorde tror jeg næppe at det vil rokke ved statsfolk og store multinationale selskaber, der sætter dagsordner vi har svært ved at rokke ved. Mayaerne går også ud over min tærskel ved at påstå at folk vil kunne læse hinandens tanker og dermed ikke kunne lyve.., her lo min lærerinde heldigvis også en befriende latter ;-)

Regnen er taget af i Siuna og vi nærmer os sommer, selvom temperaturen er for nedadgående.. Det blæser og temperaturen når ikke meget over 25 grader om dagen. Haven tørster lidt nu så den får et par spande af de dyrebare dråber.

Vi har også fået smag for kokoskage, som vores hushjælp, Elsa flittigt rører dejen til. Det kræver selvfølgelig kokos, så jeg trækker macheten og tæsker løs på den tykke skal, der sidder omkring den lille kokosnød der i middagssolen.. En herligt befriende fysisk aktivitet. Mand, tæsk den kokosnød! Haaiiiiii!

Juletiden nærmer sig, selvom det ikke er til at mærke på temperaturen.. Og da den danske julehygge ikke ligefrem er om hjørnet, har vi besluttet at holde jul på tropeøen Corn Island – vi glæder os til bølgen azurblå og kølige drinks i solnedgangen, snorkelturene, erobringen af øens højeste punkt og den brændende sol der bager (for det håber vi den gør!)

Jacob


Feria por el derecho de los niños a una vida saludable

november 16, 2008

Denne morgen var der lagt op til det store show paa stadium. Ipade og flere andre organisationer og offentlige instanser havde arrangeret en fest dag for at fejre børns ret til et sundt liv i Siuna. Der var især sat fokus på vandforhold og retten til rent vand. Denne dag skulle så fejres med pomp og pragt og Jacob og jeg hjalp til med forberedelserne.

Der var lagt op til tegnekonkurrence, klovne og ballondyr, dukketeater, dans og sang, og udstillinger fra de forskellige organisationer og så var der mange hundrede børn, både fra Siuna by, men også ude fra landsbyerne.

Herunder er der en lille video af en af dansene, som er ledet af vores nabo, gamle fru Chella. Hun har en danseskole og der var gang i den.

Kvaliteten er desværre ikke i top, da videoen er taget med mobiltelefon

Derudover var der udstillinger om reproduktiv sundhed, herunder brugen af prævention, hvilket overraskede mig lidt at se, at de udstillede det så direkte i et stærkt katolsk land, . Men det er vildt fornuftigt at gøre, da rigtig mange får børn i en alt for tidlig alder, og mange piger ender ofte med at være alene med børn, de har fået i en meget tidlig alder. Derudover blev der også delt små aviser ud, hvor der blev skrevet om emner som seksuelt misbrug, som desværre også er meget udbredt her, og om HIV, så der var virkelig sat fokus på nogle kontroversielle emner.

Der var også en udstilling om vandrensningsfiltre, da vand er en mangelvare og fordi der er mange parasitter og andet godt i vandet, som de fleste drikker her, dog med klor ofte. Det var organisationen Save The Children, som viste prøver og som sælger vandrensningsfiltre her i byen.

Se flere tekster om billederne ved at klikke på dem.

Marie


På guldtur!

november 12, 2008

De sidste par weekender har vi været på ture i nabolaget. Vi har nu boet i vores hus sådan rigtig siden august – september uden at have set så meget af nabolaget udover Siuna “downtown” – hvilket stort set vil sige markedsgaden. Derfor har vi været et smut forbi den gamle guldmine, som ligger tæt på søen ti minutters gang fra vores hus. Der er stadig minearbejdere herude, men det er nu et lille kooperativ som arbejder med at finde guld. Vores nabo arbejder der – vi ved ikke lige hvor tit, for han laver også alt muligt andet, så som at hjælpe os med at reparere vores toilet, der begyndte at løbe :-) . Han rådede os til at passe på culebras, som er slanger…. så vi skyndte os at skifte til lange bukser og lukkede sko.  Han har lovet os at tage os med hen og se når de vasker guld, og vi kunne se små huller overalt derovre, hvor de havde gravet efter det. Der er også snak om, at der kommer et nyt stort minefirma til byen og overtager minedriften, men det er endnu usikkert…

I denne weekend gik vi til “La Bomba” som er en lille bydel i Siuna, der ligger ved floden Matis. Det var rigtig hyggeligt at gå derned og vi fik hurtigt følge af en lille dreng og en pige, som fulgte os i hælene. Vi gik ned til floden, som dog ikke er dyb, så vi fik bare dyppet tæerne. Der var dog folk, som sagde at det var dybere andre steder, så man kunne bade og det er en yndet beskæftigelse. Mange vasker jo også både sig selv og tøj i floderne, der ser man næsten overalt, da der stadig er mange, som ikke har vand – især når man kommer lidt længere ud af Siuna.

Marie og Jacob


Gassen er gået af heliumsballonen…

november 5, 2008

selvom Jacob stadig lyder lidt fjollet!

Så det rigtige svar på afstemningen i det tidligere indlæg var altså: Jacob skriver en mail til Christian, Lucas og forældrene om en fødselsdagshilsen til mormor der blev lagt ind på Youtube i sommers.


Fod på planlægningen

november 3, 2008

Det er blevet november måned og det er godt 4 måneder siden vi kom til Siuna for at arbejde med Ipade og et interkulturelt fokus. Jeg har fået set og oplevet en masse i de foregående måneder, og jeg synes nu, at jeg har et rigtig godt indblik i det regionale område - Las Minas.

Efter de tre måneders introduktion til Ipades arbejde har jeg lavet en tre måneders rapport over mine indtryk af såvel arbejdet, som Ipade laver her i området og de eventuelle udfordringer, der især ligger i det organisatoriske arbejde, som indebærer planlægning og systematisering af Ipades arbejde. Det er hvad jeg kan forstå på de andre kooperanter, også nogle af de elementer, hvor tingene halter i deres organisationer.

Det videre forløb har så bestået i at jeg har udarbejdet en plan for de næste 3 måneder, hvilket indebar okt, nov og dec. Jeg har fået tildelt en samarbejdpartner på Ipade, som er teknikeren Luis og en frivillig hjælp, der hedder Ventura, som leder Ipades undervisningsprojekt her i Siuna. I Bonanza er det teknikeren Jairon, som er Mayangna, som er vores samarbejdspartner. Lige pt er der kun afsat én dag om ugen fra deres side, da de allerede har mange andre aktiviteter, som er en del af det resterende års plan. For at kunne opfylde min profil, som jo også er deres profil, skal der til næste år afsættes mere tid fra deres side, hvis vi skal have et optimalt udbytte ud af mit ophold her i lejren :-) . Det er dog også meningen, at jeg skal spotte andre ting jeg kan støtte deres nuværende arbejde med, men det må komme hen af vejen og jeg håber på lidt mere interesse fra deres side, så jeg er sikker på hvad de vil.

Vi er igang med at lave teoretiske input til en politik for et interkulturelt fokus for Ipade som helhed, og i den skal vi have indkorporeret de væsentligste koncepter og begreber i det interkulturelle arbejde. Vi skal have lavet en ramme for konteksten. Meget af det ved de allerede – især Jairon som er Mayangna, men de mangler at få skrevet det ned og systematisere deres erfaringer og viden for at kunne dele ud af den viden, og få et større overblik over nåede mål og fortsatte udfordringer. Målet er at styrke deres institutionelle kapacitet og vidensopbygning.

Ja det der med at skrive og holde styr på information kan ofte være en stor udfordring, og det bliver det sikkert også i min tid herude, fordi de tit har den holdning at hvorfor bruge tid på at sidde og skrive, når de mener at man hellere skal bruge al tid ude hos folket. Det kan de jo på sin vis have ret i, men det er som sagt også vigtigt, at de kan gøre rede for deres sejre overfor folket selv, men også overfor donorerne, som eksempelvis MS, som jo er deres base for at kunne arbejde videre, da de er afhængige af fortsat støtte. Derudover er det ekstremt vigtigt at få formidlet de gode budskaber ud til folket, for at DE kan se at det her arbejde nytter noget, og vi derigennem skaber større grobund for bæredygtigheden i at fremme demokrati.

Marie