Første dage i Siuna

 

Efter måneders uendelige tankerækker, formodninger og forestillinger, er det endelig blevet til virkelighed. Vi er kommet til Siuna!

 

Byen er større end vi havde forventet og det ser ud til, at vi kan få de mest basale ting her. Det var en lidt hård tur herud, vi kørte 4 timer på god asfalteret vej og de sidste 4 timer fik vi rystet indvoldene godt og grundigt sammen på en til tider meget hullet grus/jordvej. Det var især den sidste time der foregik i sneglefart på grund af de mange huller. Derfor var det skønt at kunne stå ud af bilen 19.20 og endelig være kommet til målet.

 

Siuna og omegn – set fra et lille 8 personers fly

 

Den første dag i Siuna brugte vi på at møde folkene fra Ipade og og med at kigge på huse. Vi skulle jo finde et sted, hvor vi kan bo de næste 2 år.

 

Det første hus vi kiggede på ligger lige ud til landingsbanen, hvor den lille flyver afgår til Managua hver dag kl. 11.00. Umiddelbart lyder det nok ikke som den bedste beliggenhed, men vi synes nu alligevel ikke det var helt tosset.. Huset så meget hyggeligt ud udefra, men der var mange ting, der skulle laves og vi fik ikke mulighed for at se det indvendigt.

 

Vi så også på et andet hus der ligger tæt på landingsbanen, men dog lidt længere væk. Det var ikke lige vores kop te! Det var for mørkt og det meste var lavet af træ, hvilket ikke er for heldigt med den ekstremt høje luftfugtighed her er, så derfor smuttede vi hurtigt igen.

 

Herefter kørte vi ud til et kæmpe hus og her fik vi lavet en aftale om at vi kan bo en måned på et værelse indtil det hus vi finder er indflytningsklar (hvis der skal laves reparationer) Det var stort lyst og med betonvægge og fliser på gulvet, hvilket er en god ting når der er så fugtigt. Vi var enige om at det kunne være skønt at bo her, hvis huset var mindre og hvis vi havde det for os selv (vi skal dele køkkenet med andre).

 

Det næste hus vi kiggede på tilhører Beaniras bror (Beanira er leder af afdelingen af Ipade i Siuna, som er den organisation Marie skal arbejde med). Huset har en dejlig stor terrasse foran indgangen. Indvendigt er der betonvægge (det lyder selvfølgelig knap så hyggeligt, men med den luftfugtighed er det klart at foretrække). Der ligger mørke fliser på gulvet og betonvæggene er grønne og der er også nogle mørke trævægge. Her er elektricitet og indlagt vand, hvilket langtfra er en selvfølge i denne by. Der skal laves lofter og vi har fået lovning på at væggene bliver malet hvide, så vi får noget mere lys. Der er to (sove)værelser, et køkken, bad & toilet og stue og der er rigeligt med plads til os (og jer der kommer og besøger os J). Udenfor er der tropisk grønne planter i en lillebitte have og der er også plads til hønsehygge så vi kan få egne æg. Vi har sagt ja til dette hus og nu glæder vi os til det bliver indflytningsklart omkring d. 20. juli.

 

Frokost med Beanira (lederen af Ipade) og Denis (fra MS landekontoret)

 

Om eftermiddagen kiggede vi på møbler i forretninger der svarer til Jysk Sengetøj. Det meste er ikke super kvalitet, så derfor valgte vi ret hurtigt at få lavet møbler hos en lokal tømrer i stedet for. (seng, spisebord, stole osv.)

 

Stemningsindtryk fra Siuna:

Byen er lidt af et cowboysted. Mændende går rundt med hvide cowboyhatte og der er heste i gaderne. Vi har da også set et par stykker med cowboystøvler

Her er meget fugtigt og det regner en hel del, men det betyder så også at der er fantastisk grønt og frodigt – og med junglelyde.

Dem vi har mødt fra Ipade og universitetet Urracan har indtil videre været utrolige imødekommende over for os. De er ikke tilbageholdende mht jobbet hos Ipade, og de virker som om de har gang i mange projekter og har godt styr på det, hvilket Marie jo synes er dejligt.

 

På Urracan så vi også vores første slange….De lokale siger denne ikke er farlig!!

 

Toyota Hilux 2,8 D

Toyota

Vores dyt

Vi har fået en rød bil J og har prøvet os lidt frem i Managuas til tider hektiske trafik. Men det går bare derudaf i tresporede rundkørsler og afkørsler der fører os på afveje af og til . Vi har dog hurtigt lært at finde nogenlunde rundt i byen, selvom vi nok ikke får så meget brug for det, da vi skal være i Siuna. Men i hvert fald har den firhjulstræk så vi kan komme gennem de værste mudderhuller og stejle stigninger.

Og hvordan er det nu det er..? når man har fået sig en bil skal den have et navn!! Er det ikke rigtigt Christian og Lucas?? Hvad skal bilen hedde??

Smid din stemme ude til højre her på bloggen! 

Det rigtige svar på vores første afstemning om hvad kolde øl hedder på swahili er:

• Bia baridi

De andre svar muligheder var lidt sjove – de kommer her:

• Habari kuku: hvordan går det kylling?
• Maji yamoto: varmt vand
• Karibu asante: Velkommen tak

Managua

På hotel Posada

Marie foran trappe

Casa otro mundo

 

Vi ankom til Managua om aftenen mandag d. 16. juni lokal tid og blev hentet af Marvin, en mand som arbejder på MS-landekontoret. Vi blev kørt direkte til et hotel og gik hurtigt til køjs, da vi var meget trætte efter 24 timer i fly og lufthavne.   

 

Næste morgen blev vi hentet på hotellet og kørt over til Casa Otro Mundo, hvor MS-landekontoret holder til. Her var der morgenkaffe og præsentationsrunde, herefter blev vi vist rundt i huset og på vores vej kom vi forbi to store bogreoler med bøger der trænger til en bibliotekarisk hånd, som alle opfordrede Jacob til at tage sig af. Alle folk er meget søde og hjælpsomme.   

 

Udover Marie er der to andre nye kooperanter (den centralamerikanske betegnelse for Development Worker). Den ene hedder Nelson og skal være i Honduras, den anden hedder Olmedo og han skal også være i Nicaragua.    

 

På trods af træthed og jetlag tog vi med Nelson og Olmedo ud til det hus hvor Olmedo og hans familie bor og fik en let aftensmad og snakkede om ligheder og forskelle mellem Latinamerika og Danmark.   

 

Vi har fået en rigtig god præsentation til MS i Central Amerika af både vores regionale leder, de administrative dele og fra vores DW repræsentant Rikke. Hun arrangerede også en middag for os nye kooperanter fredag aften og vi hyggede os meget og fik noget insider viden om Nicaragua fra en dansk DW´er. 

 

Vi har fået prøvet nationalretten Gallo pinto som er en blanding af stegte bønner og ris, som vi har fået til morgenmad, men her spiser de det på alle tider af døgnet. Det smager nu rigtig godt, så det er jo fjong!

 

Safari

On the road

Elefant

Zebraflok

Gazeller

Gnuer

Cerval

 

Jeps, det lykkedes at komme på safari! Efter at Marie havde været en del syg med maveomgang og ondt i halsen, kunne vi alligevel booke en safari i sidste øjeblik forrige fredag. Vi skulle ud og se 2 parker, Lake Manyara og Ngorongoro crater. Vi havde bilen for os selv og taget kan løftes op, så vi kunne stå op og se dyrene. Det kunne vi ikke hvis vi havde booket safari med MS’ biler da de har lukket tag. Så vi valgte at ofre en del penge på det, og det var det hele værd J

Det skal dog siges at vi weekenden inden havde været i Arusha national park, som ligger her tæt på TCDC, og det var også ret fedt med kuperet terræn, flot udsigt i højderne (ca 1600 m) og helt regnskovsagtige træer, hvor der groede mos på og mange forskellige dyr.

 

På vores safari til Manyara og Ngorongoro (ja, det er meget svært at udtale L) kørte vi ca. 3 timer før vi nåede Lake Manyara og på vejen så vi mange masaier. De bor i små hytter af ler. Hver familie bor i en boma og det er ca. 4-5 hytter der ligger ved siden af hinanden. I mange masaifamilier har manden flere koner. Jo mere kvæg manden ejer, jo flere koner har han råd til. Vores chauffør fortalte os om en mand, som havde så mange koner, at han havde fået bygget sin egen skole ved siden af hans boma, hvor børnene kunne gå i skole.

 

Ved Lake Manyara, som er en national park med en kæmpe sø, så vi som det første elefanter og de var helt tæt på os. Der var en mor med en baby elefant og der var to yngre han elefanter, der legede og sloges for sjov i buskadset, mens de trompeterede. Pludselig kom en tredje elefant ud bag ved os på vejen. De lader sig ikke mærke med bilerne, da de er vant til dem, så det var ret vildt at komme helt tæt på SÅ stort et dyr!

Her i denne park så vi også giraffer, bøfler, antiloper, bla. en lille antilope, som hedder Dik Dik, samt mange sjove og farvestrålende fugle og tusindvis af flamingoer langs søen.

 

Efter en god dag, overnattede vi i en lille by på et hostel, hvor der ikke var det vilde at lave, men vi skulle jo også tidligt op og videre på safari.

 

Vi startede søndagen kl 7, hvor vi skulle køre halvanden time for at komme til Ngorongoro krateret. Det er et kæmpe stort krater, som er blevet dannet ved at bjerget styrtede sammen over et stort område og så har man lavet det til nationalpark og puttet en masse dyr derind. Nede i krateret ligner det en slags savanne, og man kan se dyr overalt, selvom de stadig kan være langt væk og derfor kan være svære at se. I starten så vi nogle løver, men de var så langt væk at vi kun lige kunne ane dem i en kikkert.

 

Vi kørte rundt i krateret og så alverdens dyr, så som hyæner, løver, elefanter, gnuer, zebraer, bøfler, fugle, flodheste, et enkelt næsehorn og en mini leopard (servo kat). Den katte misser var totalt ligeglad med vores tilstedeværelse og gik rundt omkring bilerne og var vist på udkig efter noget i græsset. Den var næsten helt huskat agtig!

 

Det sjoveste var næsten da vi skulle spise frokost. Vi havde fået at vide, at man skulle passe godt på sin mad udenfor bilen, da der var store høge, der cirklede rundt og var på udkig efter en hurtig frokost. Men vi skulle da lige alligevel prøve at sidde ude, og mens Jacob sad med kyllingelåret i hånden og snakkede, så snuppede høgen det ud af hånden på ham, nærmest så hurtigt at vi ikke nåede at opdage det. Vupti sagde det og så havde den en nem frokost. J

 

Alt i alt havde vi en fantastisk safari tur og det er nu en helt speciel oplevelse. Vores chauffør mente også bestemt at nu ville vi da aldrig mere kunne tage i en Zoo derhjemme. Man er tilbøjelig til at være enig med ham!!!

 

Fredagsbold

Hurra! Bolden er rund og banen er mega knoldet! Drengene har spillet fodboldkamp de to sidste fredage på TCDC eller dvs. lige uden for, hvor de lokale har en lille bane. Det var to heftige omgange, med nik, skud og skvat over knolde. Den første kamp endte 1-1 efter 2 x 35 minutter og pigerne havde lavet en slag-sang som de skrålede fra sidelinien. Det var i denne her stil: mzungu, mzungu scorer det første mål… Vi havde æren i behold da vi gik fra banen og var indstillet på at spille en kamp mere næste uge.

Og følgende fredag var vi så klar igen, men pga sygdom kunne vi kun stille med 9 mand, men dansken er sej, det klarer vi nemt. Vi fik dog også hjælp fra to velspillende amerikanere. Første halvleg endte mål-løs og de unge knøse vi var oppe imod var hurtig til bens (et helt andet hold ifht. sidste fredag). I halvlegen blev vi peppet op af Bo (spillende træner og tidligere OB’er) Det betød at et helt andet hold gik på banen og lige pludselig var vi foran 2-0. Vi havde aftalt at spille 2 x 25 minutter men anden halvleg varede 33 minutter og de nåede lige at reducere til 2-2, så vi vi ikke helt tilfreds med tidstagningen og dommeren fløjtede af og til på sjove tidspunkter. Men alt i alt et par underholdende fodboldeftermiddage.

Jacob

Cultural evening

Akrobater

Masaier

Boogie woogie

 

Fredag d. 30. maj var der afsat tid til kulturelle indslag (os selv inklusiv) på græsplænen mellem kantinen og vores boliger. Marie kunne desværre ikke deltage da hun havde fået en maveinfektion og vi rundede derfor doktoren i den nærliggende landsby, USA River, inden jeg gik op og så på løjerne. 

 

Der blev serveret en stærk bryg med den lokale booze tilsat eksotiske frugter til arrangementet, så vi kunne lige nå at drikke os lidt mod til inden vi selv skulle på scenen. Først var der masaidans, der er kendetegnet ved deres høje hop og hæse lyde. Herefter viste en gymnasttrup en glimrende balanceevne med plader, glas og et rundt rør. Inden vi selv gik på var der modeopvisning med forskellige dragter fra Tanzania.

 

Endelig var det danskens tur til at træde i karakter – nu skulle der danses: Åhh buggi, vuggi Lena som er en af vores medkursister førte mikrofonen og sang glimrende for på engelsk, mens vi andre dannede ring med masaier og de andre kursister og artister. Til sidst var der endnu en fælles dans og herefter var der festmiddag i kantinen.

 

Senere på aftenen blev der tændt lejrbål og fortalt røverhistorier, og da det kun var gløder der ulmede, startede det lokale band musikken i kantinen. De spillede bl.a. Westlife he he. men også en del afrikansk musik, også den gode gamle klassiker: Jambo, Jambo bwana…

 

Jacob

MS TCDC

MS TCDC – Training centre for development cooperation in Arusha, Tanzania.

 

Undervisning på TCDC

Mikkel og Martin fremlægger

Evaluering af TCDC kurset

 

Ja efter 10 skønne feriedage på Zanzibar tog vi videre til Arusha, hvor Mellemfolkelig Samvirke jo har et trænings center, hvor vi er på et forberedelseskursus, for MS´ udsendte medarbejdere.

 

Vi er på sidste uge af kurset nu, og der har været såvel gode som dårlige erfaringer at berette om. Vi har været et meget blandet hold af DW´er (Development Workers for MS), som har skullet arbejde og lære sammen her på kurset.

 

De fleste skal arbejde i Afrika og vi er kun 4, som skal til Mellemamerika og arbejde. Det er nok en af grundene til at kurset meget har fokuseret på afrikanske forhold, hvilket jo ikke lige er mit område.

Desuden er der jo en del ”spouses” (medfølgende kærester), som Jacob, der ikke har samme baggrundsviden for udviklingsområdet, og jeg tror de har det ekstra hårdt i vores timer.

 

Derfor vil konklusionen på træningen nok være, at selvom vi har fået nogle gode diskussioner og nogle relevante analyse metoder/værktøjer, har jeg nok manglet noget mere praktisk indsigt i relevante cases og metoder til at udføre mit arbejde. Jeg har det nok sådan, fordi det her jo er mit ”rigtige” første job med udvikling J

 

Vi har haft det rigtig hyggeligt med de andre, og der bla. har været kulturel aften, hvor jeg desværre ikke kunne være med da jeg lå syg… Jeg har været ret meget syg… men jeg satser på det snart er ovre. Jacob har også lige været syg, så det har været lidt hårdt.

Marie

Nungwi – nordspidsen af Zanzibar

Vi kørte med dalla dalla noget af vejen og vi skiftede ved T-krydset i Mkwajuni til en almindelig bus der kørte os de sidste 20 km til Nungwi landsby. Dalla dalla og busser stopper når der er passagerer der skal af eller på, der er ingen faste stoppesteder udover start og slut destinationen. Folk transporter madvarer, som f. eks. sække med mel eller ris og vi så også en kvinde, der stod på med en levende høne i en pose.

Da vi kom til Nungwi fandt vi ret hurtigt et udmærket og billigt hotel. Vi besluttede os for at bruge pengene på drinks frem for dyrere hoteller, når der nu endelig var et udvalg af forbrugsgoder. Det sjove ved Nungwi var at der så ikke var noget strøm, så de kørte meget på generatoren, som ikke blev tændt særlig tit.

I Nungwi dasede vi derfor mest på de lækre strande, og Marie fik lavet en henna tatovering af en dame på stranden. Her var hendes hidtil benhårde forhandlingsteknik væk, da hun bare ville have den tattoo.

Vi nød det i fulde drag, spiste king fish i coconut sauce og hummer – og dertil en masse gode drinks, men det var først den anden dag vi var der, at vi fandt den seje bar på stranden. Men den var til gengæld også cool – rigtig reggae stemning og rasta folk, som pushede cigaretter. Der rendte vi ind i et par, som arbejdede for henholdsvis FN og Røde Kors (Tyskland) i Afrika (…vist nok Sudan..) og de var rigtig fine.
Fyren Robbie fortalte en sjov historie om, at han havde fundet en hyæne unge, som skulle have været dræbt. Men han betalte en masse penge for at tage den til sig, og så endte den med at være tam (dog kun for ham) og han havde den hjemme hos sig. Alle andre frygtede den (de er kæmpestore..) og han havde den i nogle år indtil den døde. Men han blev i området kaldt Hyæne Manden… Det synes vi var en sej historie!!!

Alt i alt var det en fantastisk ferie vi havde på Zanzibar. Vi kunne sagtens have brugt 10 dage mere, men Arusha og arbejdet kalder!!!

Dejlig hygge på stranden

Solnedgang over Nungwi